Maskinforordningen hedder formelt forordning (EU) 2023/1230 om maskiner.

Den blev vedtaget den 14. juni 2023, offentliggjort i EU-Tidende den 29. juni 2023 og trådte i kraft den 19. juli 2023. Men den finder anvendelse fra 20. januar 2027. Det er den dato, der betyder noget.

Fra den dag afløser den maskindirektivet 2006/42/EF. Og der er en vigtig forskel på et direktiv og en forordning: et direktiv skal omsættes til dansk lov først. En forordning gælder direkte i alle EU-lande, i samme ordlyd, uden en dansk bekendtgørelse i mellemleddet. Sikkerhedsstyrelsen formulerer det sådan, at „en forordning er EU-lovgivning, der gælder i alle EU-lande“.

I praksis betyder det, at du ikke skal vente på en dansk oversættelse af kravene. Teksten er teksten. Sikkerhedsstyrelsen er myndighed og fører tilsyn i Danmark.

Ja og nej. Selve tilpasningsperioden var de tre et halvt år fra offentliggørelsen til anvendelsesdatoen — den er ved at være brugt op. Der kommer ikke en yderligere glidende overgang efter 20. januar 2027.

Men der er tre forhold, der giver luft:

• Maskiner bragt i omsætning før datoen kan fortsat gøres tilgængelige på markedet. Sikkerhedsstyrelsen skriver det direkte: „Virksomheder kan fortsat efter januar 2027 sælge maskiner, der er bragt i omsætning, inden maskindirektivet ophæves.“
• Eksisterende EF-typeafprøvningsattester forbliver gyldige indtil deres udløb.
• Bemyndigede organer må udstede attester efter forordningen allerede før 20. januar 2027.Sikkerhedsstyrelsen formulerer det sådan: „De bemyndigede organer må gerne udstede certifikater iht. maskinforordningen inden 2027, men […] maskiner må ikke bringes i omsætning i henhold til forordningen før den 20. januar 2027.“

Hvilket tidspunkt er det, der tæller?

Det er her, de fleste projekter kommer i klemme, og svaret er heldigvis entydigt: det afgørende tidspunkt er, hvornår maskinen bliver bragt i omsætning — altså gjort tilgængelig på EU-markedet første gang, i praksis ved levering. Ikke hvornår den bliver sat i drift hos slutkunden.

Det betyder, at en maskine, du leverer i december 2026 og først idriftsætter i februar 2027, som udgangspunkt hører under maskindirektivet. Idriftsættelsen flytter den ikke over i forordningen.

Én undtagelse er værd at kende: bygger du en maskine til dit eget produktionsanlæg og altså aldrig bringer den i omsætning, er det ibrugtagningen, der er det udløsende tidspunkt.

Er du i tvivl om, hvornår leveringen reelt falder, har Sikkerhedsstyrelsen anvist en praktisk vej: udarbejd to erklæringer — én efter maskindirektivet for levering til og med 19. januar 2027, og én efter maskinforordningen for levering fra 20. januar 2027. Det er guld værd i et projekt, der løber hen over årsskiftet.

Det, der rammer i praksis

En styretavle er sjældent en maskine i forordningens forstand. Den er en del af en maskine, og den, der bringer den samlede maskine i omsætning, er fabrikanten og har CE-ansvaret. Det er dig.

Kravene forsvinder altså ikke, fordi tavlen er en delleverance. De vandrer gennem kæden i form af dokumentation. Når du skal kunne dokumentere, at styresystemet modstår forudseelige ondsindede forsøg fra tredjepart, og at maskinen kan oplyse hvilken software den kører, så er det tavlen og PLC-programmet, det handler om. Det materiale skal komme et sted fra.

Bygger du selv dine tavler, har du begge roller. Så er der ingen at sende dokumentationskravet videre til, og ingen at spørge, når slutkunden ringer om tre år. Det er ikke nødvendigvis et problem — men det er en beslutning, og det er værd at vide, om det er en beslutning, I har truffet, eller en, I bare er endt i.

Køber du dem ude, er vores forventning — og det, vi allerede kan se i de spørgsmål, vi får ind — at det her bliver den reelle skillelinje mellem tavleleverandører fra 2027. Ikke prisen på en tavle. Men om det materiale, der følger med, kan gå direkte ind i dit tekniske dossier.

Det tekniske dossier findes allerede i dag. Det, der ændrer sig, er dels hvad der skal være i det, dels hvordan det må leveres.

Det, der kommer til

• Dokumentation for, hvordan software og data, der er kritiske for maskinens sikkerhed, er identificeret og beskyttet.
• Dokumentation for, hvordan maskinen opsamler spor af indgreb i den software.
• For maskiner med selvudviklende adfærd: dokumentation af de grænser, fabrikanten har fastlagt for adfærden.

Ja og nej. Selve tilpasningsperioden var de tre et halvt år fra offentliggørelsen til anvendelsesdatoen — den er ved at være brugt op. Der kommer ikke en yderligere glidende overgang efter 20. januar 2027.

Men der er tre forhold, der giver luft:

• Maskiner bragt i omsætning før datoen kan fortsat gøres tilgængelige på markedet. Sikkerhedsstyrelsen skriver det direkte: „Virksomheder kan fortsat efter januar 2027 sælge maskiner, der er bragt i omsætning, inden maskindirektivet ophæves.“
• Eksisterende EF-typeafprøvningsattester forbliver gyldige indtil deres udløb.
• Bemyndigede organer må udstede attester efter forordningen allerede før 20. januar 2027.Sikkerhedsstyrelsen formulerer det sådan: „De bemyndigede organer må gerne udstede certifikater iht. maskinforordningen inden 2027, men […] maskiner må ikke bringes i omsætning i henhold til forordningen før den 20. januar 2027.“

Hvilket tidspunkt er det, der tæller?

Det er her, de fleste projekter kommer i klemme, og svaret er heldigvis entydigt: det afgørende tidspunkt er, hvornår maskinen bliver bragt i omsætning — altså gjort tilgængelig på EU-markedet første gang, i praksis ved levering. Ikke hvornår den bliver sat i drift hos slutkunden.

Det betyder, at en maskine, du leverer i december 2026 og først idriftsætter i februar 2027, som udgangspunkt hører under maskindirektivet. Idriftsættelsen flytter den ikke over i forordningen.

Én undtagelse er værd at kende: bygger du en maskine til dit eget produktionsanlæg og altså aldrig bringer den i omsætning, er det ibrugtagningen, der er det udløsende tidspunkt.

Er du i tvivl om, hvornår leveringen reelt falder, har Sikkerhedsstyrelsen anvist en praktisk vej: udarbejd to erklæringer — én efter maskindirektivet for levering til og med 19. januar 2027, og én efter maskinforordningen for levering fra 20. januar 2027. Det er guld værd i et projekt, der løber hen over årsskiftet.

Det, der rammer i praksis

Ja. Det er en af de ændringer, der er lettest at glæde sig over — og lettest at gøre forkert.

Brugsanvisning og EU-overensstemmelseserklæring må leveres i digital form, fx via en URL eller en QR-kode på maskinen. Men der følger betingelser med:

• Brugeren skal kunne downloade, gemme og printe materialet.
• Det skal være tilgængeligt online i mindst 10 år efter at maskinen er bragt i omsætning.
• En papirversion skal leveres gratis på anmodning — inden for en måned.
• Er maskinen beregnet til ikke-professionelle brugere, skal sikkerhedsoplysningerne følge med på papir ved købet.

Ti år er lang tid i webhosting. En QR-kode, der peger på en mappe hos en tidligere webleverandør, er ikke en holdbar løsning. Det er værd at tage stilling til, hvor dokumentationen skal ligge, før man trykker QR-koder på tavledørene.

Digital brugsanvisning er ikke „vi lægger PDF’en på hjemmesiden“. Det er en forpligtelse, der løber ti år længere end de fleste hjemmesider gør.

Det tekniske dossier findes allerede i dag. Det, der ændrer sig, er dels hvad der skal være i det, dels hvordan det må leveres.

Det, der kommer til

• Dokumentation for, hvordan software og data, der er kritiske for maskinens sikkerhed, er identificeret og beskyttet.
• Dokumentation for, hvordan maskinen opsamler spor af indgreb i den software.
• For maskiner med selvudviklende adfærd: dokumentation af de grænser, fabrikanten har fastlagt for adfærden.

Det her er den største reelle nyhed. Cybersikkerhed er ikke længere noget, IT-afdelingen tager sig af ved siden af. Det er skrevet ind i de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, under overskriften beskyttelse mod korruption.

Sammenfattet, og oversat til noget man kan handle på, kræver bestemmelsen:

• At tilslutning af en anden enhed — direkte eller via fjernadgang — ikke må kunne føre til en farlig situation.
• At hardware, der overfører sikkerhedsrelevante signaler eller giver adgang til sikkerhedskritisk software, er tilstrækkeligt beskyttet mod tilsigtet og utilsigtet korruption.
• At software og data, der er kritiske for maskinens overensstemmelse, er identificeret som sådan og beskyttet.
• At maskinen kan oplyse, hvilken software der er installeret på den, i en let tilgængelig form — når som helst.
• At maskinen opsamler spor af legitime og illegitime indgreb i softwaren, dens konfiguration eller ændringer af den.

Læs det sidste punkt igen. Det er ikke et krav om at forhindre alle indgreb. Det er et krav om at kunne se, at der har været et.

Sådan ser det ud i en tavle

Det handler i praksis om fem ting: routeren eller gatewayen, der giver teleservice. Adgangskoderne til PLC og HMI — også dem, der stadig er fabriksindstillinger. Firmwareversioner på sikkerhedsrelaterede komponenter. Hvilke porte og protokoller der faktisk er åbne. Og om der findes en log, der kan vise, hvem der lagde hvilket program ind hvornår.

Ingen af delene er raketvidenskab. Men de skal besluttes ved konstruktionen, ikke opdages ved slutkontrollen.

Fjernadgang bliver ikke forbudt. Det bliver noget, man skal have en holdning til, og kunne dokumentere.

Kravet til styresystemer siger, at de skal kunne modstå de påvirkninger, de er beregnet til — og forudseelige ydre påvirkninger, herunder rimeligt forudseelige ondsindede forsøg fra tredjepart på at skabe en farlig situation. Ordet „tredjepart“ er nyt i den sammenhæng. Det er en trusselsaktør, der er skrevet ind i en maskinsikkerhedsbestemmelse.

De spørgsmål, det udløser i en konkret tavle, er ret jordnære:

• Kan sikkerhedsfunktioner påvirkes gennem fjernforbindelsen — eller er de galvanisk og logisk adskilt fra den?
• Hvem har adgang, hvordan er den udstedt, og hvordan lukkes den igen, når en servicetekniker skifter job?
• Står forbindelsen åben hele tiden, eller aktiveres den lokalt af en operatør, når der er brug for den?
• Kan man bagefter se, at der var nogen inde?

Det sidste spørgsmål er ofte det, der afslører, hvor moden en installation er.

Sporbarhed er ordet, der bruges om tre forskellige ting. Det er værd at skille dem ad.

• Produkt — Hvilken tavle er det, hvem har bygget den, hvornår. Mærkeskilt, serienummer, kvalitetsdokumentation

• Komponent — Hvilke komponenter sidder der, i hvilke versioner. Stykliste, mærkning i felt, komponentdatablade

• Software — Hvilket program kører, hvem har ændret det, hvornår. Versionsstyring af PLC-program, log, revision på el-diagram

De to første har de fleste styr på. Den tredje er den, der bliver stillet nye krav til — og den, der oftest ligger i hovedet på én person i stedet for i et system.

Et konkret eksempel: en maskine, der har kørt i fire år, får en fejl. Servicemanden lægger et program ind, som ligger på hans laptop. Er det det samme program, som blev CE-mærket? Ingen ved det med sikkerhed.

Lad os være præcise om, hvad det betyder. Den maskine bliver ikke omfattet af forordningen den 20. januar 2027. Kravene gælder ikke med tilbagevirkende kraft, og en maskine, der lovligt blev CE-mærket efter maskindirektivet i 2022, står som den står.

Men i det øjeblik nogen laver en væsentlig ændring på den — og en softwareændring kan være netop det, se spørgsmål 09 — skal den ændrede maskine vurderes efter de regler, der gælder da. Og så bliver „hvilket program kørte der egentlig før?“ pludselig et spørgsmål, nogen skal kunne svare på. Det er ikke et akut problem. Det er et problem, der ligger og venter på den første ombygning.

Begrebet er nu defineret direkte i forordningen. Definitionen lyder på, at det er „en fysisk eller digital ændring af en maskine eller et relateret produkt, efter at den pågældende maskine eller det relaterede produkt er blevet bragt i omsætning eller taget i brug, som ikke er forudset eller planlagt af fabrikanten“ — og som påvirker sikkerheden ved at skabe en ny fare eller øge en eksisterende risiko.

To ord fortjener opmærksomhed.

„Digital“. En ændring i software kan udløse en ny overensstemmelsesvurdering på samme måde som en ombygning i stål. Det er nyt for mange.

„Ikke forudset af fabrikanten“. Det er nøglen til at slippe billigere. Har fabrikanten forudset og beskrevet, at maskinen kan konfigureres inden for bestemte grænser, er en ændring inden for de grænser ikke en væsentlig ændring. Har fabrikanten ikke forudset noget, bliver hver eneste tilpasning et åbent spørgsmål.

Konsekvensen, hvis ændringen er væsentlig: den, der foretager den, bliver i praksis fabrikant for den ændrede maskine — med risikovurdering, dokumentation, ny overensstemmelseserklæring og ny CE-mærkning. Det er en betydeligt større opgave end selve ombygningen.

Måske — og her er der sket en reel stramning, som er let at overse.

Den gamle Bilag IV-liste over særligt farlige maskiner er blevet til Bilag I, og den er nu delt i to dele:

• Del A — seks kategorier, hvor der altid skal et bemyndiget organ ind over. Her kan man ikke længere nøjes med intern produktionskontrol, selv om man anvender harmoniserede standarder fuldt ud. Listen omfatter blandt andet aftagelige mekaniske kraftoverføringsaksler og deres afskærmninger, køretøjslifte, bærbare patrondrevne fastgørelsesmaskiner — og, nyt, sikkerhedskomponenter med helt eller delvist selvudviklende adfærd baseret på maskinlæring.
• Del B — resten af listen, cirka nitten kategorier, hvor den gamle fleksibilitet består: anvender man harmoniserede standarder, der dækker alle relevante krav, kan intern produktionskontrol stadig bruges.

Bygger du selv dine tavler, er der ét punkt at hæfte sig ved: logiske enheder til sikkerhedsfunktioner ligger i Del B. Det vil sige, at en sikkerheds-PLC eller en sikkerhedsrelateret logisk enhed som udgangspunkt stadig kan håndteres uden bemyndiget organ, hvis standarderne anvendes fuldt ud. Men bruger man maskinlæring til at varetage en sikkerhedsfunktion, rykker man over i Del A — og så er der ingen vej udenom.

Forordningen er den første maskinlovgivning, der forholder sig eksplicit til selvudviklende adfærd. Kravet er ikke, at man ikke må bruge det. Kravet er, at fabrikanten skal fastlægge grænserne for den adfærd, maskinen kan udvikle, og sikre, at maskinen ikke kan bevæge sig uden for dem — og at operatøren ikke kan ændre indstillinger på en måde, der skaber fare.

De fleste danske maskinbyggere har ikke maskinlæring i deres sikkerhedskæde i dag. Men adaptiv styring, selvoptimerende regulering og modeller, der justerer parametre ud fra driftsdata, kryber ind i produktionen ad bagvejen — ofte som en funktion, en leverandør har slået til. Det er værd at vide, hvor grænsen går, før nogen slår noget til.

De to regelsæt kører parallelt og dækker forskellige ting.

Maskinforordningen håndterer den cybersikkerhed, der har sikkerhedsmæssige konsekvenser — altså hvor et angreb kan gøre maskinen farlig.

Cyber Resilience Act (forordning (EU) 2024/2847) stiller bredere krav til produkter med digitale elementer: sårbarhedshåndtering, sikkerhedsopdateringer, softwarestykliste.

Datoerne ligger tæt:

• 11.09.2026 CRA: rapporteringspligt for aktivt udnyttede sårbarheder og alvorlige hændelser træder i kraft.
• 20.01.2027 Maskinforordningen finder anvendelse. Maskindirektivet ophæves.
• 11.12.2027 CRA: fuld anvendelse — produktkrav og overensstemmelsesvurdering.

En connected maskine kan altså godt leve op til maskinforordningen og stadig mangle noget efter CRA. For jer er den praktiske konsekvens den samme i begge tilfælde: styr på softwareversioner, adgange og opdateringer — dokumenteret, ikke bare praktiseret.

Spørgsmål 09 handlede om, at en ændring kun er væsentlig, hvis den ikke er forudset. Det bliver afgjort nu — ikke senere. Hvor fjernadgangen sidder, om sikkerhedsfunktionerne er adskilt fra det netværk, der har forbindelse ud af huset, hvilke konfigurationer maskinen må kunne stilles i.

Det er derfor, vi helst vil sidde med, når styringen tegnes, i stedet for at få et diagram og en leveringsdato. Ikke for at overtage konstruktionen — den er din. Men fordi de beslutninger, der koster mest at lave om, bliver truffet, før nogen har bestilt en komponent.

Måske — og her er der sket en reel stramning, som er let at overse.

Den gamle Bilag IV-liste over særligt farlige maskiner er blevet til Bilag I, og den er nu delt i to dele:

• Del A — seks kategorier, hvor der altid skal et bemyndiget organ ind over. Her kan man ikke længere nøjes med intern produktionskontrol, selv om man anvender harmoniserede standarder fuldt ud. Listen omfatter blandt andet aftagelige mekaniske kraftoverføringsaksler og deres afskærmninger, køretøjslifte, bærbare patrondrevne fastgørelsesmaskiner — og, nyt, sikkerhedskomponenter med helt eller delvist selvudviklende adfærd baseret på maskinlæring.
• Del B — resten af listen, cirka nitten kategorier, hvor den gamle fleksibilitet består: anvender man harmoniserede standarder, der dækker alle relevante krav, kan intern produktionskontrol stadig bruges.

Bygger du selv dine tavler, er der ét punkt at hæfte sig ved: logiske enheder til sikkerhedsfunktioner ligger i Del B. Det vil sige, at en sikkerheds-PLC eller en sikkerhedsrelateret logisk enhed som udgangspunkt stadig kan håndteres uden bemyndiget organ, hvis standarderne anvendes fuldt ud. Men bruger man maskinlæring til at varetage en sikkerhedsfunktion, rykker man over i Del A — og så er der ingen vej udenom.

Forordningen er den første maskinlovgivning, der forholder sig eksplicit til selvudviklende adfærd. Kravet er ikke, at man ikke må bruge det. Kravet er, at fabrikanten skal fastlægge grænserne for den adfærd, maskinen kan udvikle, og sikre, at maskinen ikke kan bevæge sig uden for dem — og at operatøren ikke kan ændre indstillinger på en måde, der skaber fare.

De fleste danske maskinbyggere har ikke maskinlæring i deres sikkerhedskæde i dag. Men adaptiv styring, selvoptimerende regulering og modeller, der justerer parametre ud fra driftsdata, kryber ind i produktionen ad bagvejen — ofte som en funktion, en leverandør har slået til. Det er værd at vide, hvor grænsen går, før nogen slår noget til.